Jan Foss

Jeg er skuespiller og med mere end 30 års professionelt virke en meget bred erfaringsbaggrund.

Som medstifter af Egnsteatret “Teatret Gadesjakket” og siden som medlem af teatrets faste ensemble, har jeg medvirket i et stort antal forestillinger og deltaget som arrangør af kulturelle begivenheder og events.

I de senere år er jeg gået freelance og jeg stiftede “Teater Nu”, for at få en god platform til at udvikle og arbejde med de interaktive procesmetoder og kommunikation.

Da jeg i en forholdsvis sen alder af 28 år, besluttede mig for at skifte erhvervsmæssig løbebane fra kleinsmed til skuespiller, blev min uddannelse i faget ikke den traditionelle med skuespillerskole, men “leaning by doing” som en slags mesterlære, suppleret med en lang række kurser og efteruddannelses forløb bl.a. gennem Statens Teaterskole, Dansk Skuespiller Forbund, ArtLab, Scenekunstens Udviklingscenter, Teater og Dans i Norden og Dansk Center for Psykodrama.

Mine læremestre gennem flere år er Jon Poul Cook og Josefine Ottesen. Desuden har Keith Johnstone, Augusto Boal, Katrin Byreus og Nadine George været mine undervisere og store inspiratorer i mit arbejde.

Det fysiske visuelle teaters udtryk og improvisations teater, har altid stået mit hjerte nær. Jeg har altid søgt efter teaterudtryk, som bryder den usynlige mur mellem skuespillere og publikum og at “folkeliggøre” teatret.
Derfor har jeg alle årene arbejdet med de interaktive teaterformer og har stor erfaring med at undervise, igangsætte og bruge teatermetoderne i vidt forskellige sammenhænge, i privat som offentlig regi på skoler, institutioner, arbejdspladser,organisationer og foreninger for både børn, unge og voksne.

Ud over arbejdet som skuespiller, forumkonsulent, facilitator, instruktør, igangsætter og underviser er jeg efteruddannet som joker/facilitator, kommunikationstræner og integreret psykodramaleder.